23948sdkhjf

København vil have hjælp til at få styr på romaproblemer

Hovedstaden har store problemer med romaer, der lever på gaden og skaber utryghed. Regeringen må hjælpe.
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), mener, at problemerne med romaer i hovedstaden nu er så stort, at regeringen må træde til med hjælp. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

De mange romaer, der overnatter på gaden, er ifølge borgmesteren kilde til utryghed og rod i København. Samtidig er der kommet markant flere de seneste år.

- Som kommune kan vi ikke løse det stigende problem alene, da mange af migranterne er her lovligt som EU-borgere.

- Derfor opfordrer vi nu på det kraftigste regeringen til at gå ind i arbejdet for at skærpe reglerne for lovligt ophold i Danmark.

- Vi foreslår for eksempel, at der stilles krav om, at alle, som opholder sig i Danmark, skal kunne opgive en adresse – altså bevise at de har tag over hovedet, skriver overborgmester Frank Jensen i pressemeddelelsen.

Kommunen har et såkaldt transitprogram, der skal hjælpe udsatte udlændinge til et bedre liv der, hvor de kommer fra. Det vil kommunen gerne styrke for at mindske problemet med romaerne.

- Fattigdom i Europa er et stort problem, og det kan kommunerne ikke løse. Men det er Københavns borgere, som mærker konsekvenserne, når fattige europæiske migranter slår lejr i København for sommeren.

- Det er et nationalt problem, som staten nu bør tage et ansvar for. Derfor er det naturligt, at regeringen tager sit økonomiske ansvar på sig og går med i transitprogrammet, skriver socialborgmester Jesper Christensen i meddelelsen.

I hele 2016 modtog Københavns Politi 355 anmeldelser om lejre.

Allerede i år er antallet ifølge Berlingske mellem 120-125. I den forløbne uge har politiet ryddet flere lejre og anholdt op mod 37 rumænske statsborgere for at overnatte i ’utryghedsskabende’ lejre.

Dansk Folkeparti genkender Frank Jensens opfattelse af problemet.

- Det er et problem, og det har det været i mange år. Derfor foreslår vi, at man gør det ulovligt at opholde sig i Danmark, hvis man ikke kan forsørge sig selv, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

Lovforslaget vil indebære, at udlændinge kun kan påkalde sig retten til arbejdskraftens fri bevægelighed, hvis de har en kontrakt eller et skriftligt jobtilbud.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095